Eksisterende Kystlivredning - erfaringer
(skriver 1991, red.)
Af kystlivrednings-veteranerne Steen P. G. Jørgensen, Jens Møller Christensen og Mogens Kirkeby, anno 1991 Siden 1971 (skriver 1991, red.) har der eksisteret en egentlig kystlivredning på den Nordsjællandske kyststrækning. Kystlivredningsberedskabet består i dag af 18 livredderbetjente poster fra Hundested i vest til Helsingør i øst. Der er beskæftiget ca. 40 livreddere og 2 arbejdsledere (kaldet distriktslivreddere) pr. sæson med en arbejdsdag på 8 timer. Sæsonen dækker skolesommerferien plus en weekend før og efter. Når der skal 40 livreddere til at betjene de 18 poster skyldes det, at en del livreddere kun søger om beskæftigelse for en ½ sæson. Det er erfaringerne herfra, som er benyttet i nærværende rapport.
En del af kystlivredderens arbejde -
og den del som for de fleste er forbundet med kystlivredning - er de, oftest,
dramatiske redningsaktioner. Derfor er ovenstående kurve medtaget
- som viser antal redningsaktioner pr. år for livredningstjenesten
på Nordsjælland (Kilde: Livredningstjenesten - Helsinge/Nordsjælland
ved Søren Schmidt, distriktslivredder. Bemærk, at der for
perioden 1971-76 kun er opgjort drukneulykker (som gennemsnit) og ikke
redningsaktioner i almindelighed). Billedet af antal redningsaktioner
viser et stærkt svingende forløb, hvilket bl.a. skyldes svingninger
mellem gode og dårlige somre. Men kurvebilledet viser også,
at det over en 21-årig periode er blevet til et betragteligt antal
redningsaktioner. Når redningsaktionerne er anført først,
er det i erkendelse af, at de for det politiske bagland og pressen, er
særdeles vigtige - men set med livredderøjne tegner de samtidigt
et helt misvisende billede af livredderens arbejde. Kystlivredderens arbejde
er nemlig så langt langt overvejende af forebyggende karakter. Faktisk
kan man med god ret hævde, at det for kystlivredderen netop gælder
om, at undgå at komme ud i redningsaktionen på 'liv eller død'.
Derfor er kystlivredderen i den lidt ejendommelige situation, at størstedelen
af hans arbejde er 'usynligt' for de fleste.
Nyhedsmedie for Kystlivredning
|