Lektor H. C. Arnth Nielsen |
Livredning.DK |
Bølger
Nedenstående artikel, "Bølger", er tilgået redaktionen
fra gæsteskriver lektor H. C. Arnth Nielsen
At skrive om eller beskrive forhold omkring bølger
er normalt en indviklet affære, men takket være en lille bog,
"Bølger og Kystforhold" af Henning Christoffersen, vil dette afsnit
være særdeles overkommeligt for læseren.
Hvad er bølger?
"Bølger er vandpartikler, der bevæger sig i en mere eller mindre cirkelformet bane" (Se Figur 1) Bølgerne dannes væsentligt af vinden, men også de hurtige færgers hækbølger må medtages. Kystlivredderen må være særdeles opmærksom på såvel vindbølger som færgebølger. Vi kender alle til ujævn havoverflade, hvor bølgerne
bevæger sig ind mod kysten med en vis hastighed.
Enhver kan forstå, at bølgehøjden
og hastigheden er afhængig af vindens styrke og af den tid og den
længde, vinden har påvirket vandoverfladen med; højere
og hurtigere bølger i Atlanterhavet end i Kattegat.
Vandpartiklerne i toppen af bølgen er på
vej til at overhale den nederste del. Forsiden nærmer sig det lodrette
plan for et øjeblik senere at krænge over og bryde i en voldsom
brænding, hvor vandet kastes ind mod stranden med stor kraft.
Selv i forholdsvis roligt vejr kan brændingen være
ret kraftig ved den jyske vestkyst.
Brænding og brændingstyper.
Det er nævnt, at bunden har indflydelse på brændingsstedet (dybde 0.8 x bølgehøjden). Dette fører frem til, at netop havbundens hældning er helt afgørende for kystens udseende og brændingstyperne. Er der meget dybt vand tæt på kysten, får vi en såkaldt strandbrænding (bølgerne brækker først, når de er nået helt ind til stranden). Ved den jyske vestkyst finder vi oftest en svagt hældende havbund, der medefører helt andre brændingstyper. Flere steder på denne kyst (Vestjylland) finder vi den såkaldte styrtbrænding, der er karakteristisk ved, at bølgen pludselig vokser op af havet (rejser sig) og brækker med voldsom kraft. En kraft, der påvirker havbunden og sender sten, sand og grus i voldsom bevægelse. En tredie brændingstype er den såkaldte afløbsbrænding,
som vi finder, hvor havbunden er ganske jævnt faldende. En kysttype
med afløbsbrænding er ideel for badefolket og giver kun få
problemer for kystlivredderen.
Bølgeterminologi
Henning Christoffersen angiver: Bølgehøjde = afstanden fra bølgetop til bølgedal Bølgelængde = afstanden mellem to bølgetoppe Bølgeperiode = den tid, det tager en bølge at bevæge sig en bølgelængde Bølgehastighed = den hastighed, hvormed bølgen bevæger sig hen over havbunden (Se Figur 4) Bølgehøjden har altid været et yndet
emne for drøftelser, og det kan straks fastslås, at bølgehøjden
er meget svær at måle.
Disse oplysninger stemmer overens med søfolks og
fiskeres iagttagelser af særligt store bølger og kæmpebølger.
Helgenæs og Hundested
Skibsbølgernes hastighed og måske meget uheldige indvirkning på strandens badeliv er særdeles vedkommende. Henning Christoffersen angiver, at en hurtigfærge med en fart på 40 knob på dybt vand sender en bølge fra skibet med en hastighed på 60 km/t. Sejler færgen på lavt vand med samme hastighed, forplanter bølgerne sig med en hastighed på 74 km/t. Henning Christoffersen har ved Helgenæs og Hundested
målt bølgehøjder på 0.35 m - 0.40 m. Det er helt
klart, at en færgebølge med den skitserede hastighed og højde
må vække bekymring hos enhver kystlivredder. Hertil kommer,
at antallet af hurtigfærger i danske farvande er kraftigt stigende,
og der kan i de kommende år forventes en yderligere tilgang af denne
færgetype.
Bølgernes påvirkning
af kysten
Det er nævnt, at hurtigfærgernes bølger påvirker kysten, men vindbølgerne, som vi næsten altid har på vestkysten, er også med til at skabe kystens morfologi. Henning Christoffersen taler om konstruktive og destruktive bølger. Konstruktive bølger opbygger kysten (skaber en bredere strand). Destruktive bølger nedbryder kysten (skaber smallere strand). Det afgørende for om en bølge er konstruktiv eller destruktiv er, hvor ofte bølger rammer kysten, og hvilken brændingstype, der er tale om. Konstruktive bølger rammer kysten 6-8 gange i minuttet. Vandet fra brændingen slår ikke lige ned i havbunden, men skråt op mod kysten og langt op på stranden. Det opskyllede vand siver ned gennem sandet og bølgernes opskyl bliver liggende på stranden. Konstruktive bølger skaber en lækker bred sandstrand til stor glæde for badefolket. Meget interessant og af stor betydning for kystlivredderen er det at iagttage bølgernes afslutning - brændingen. (Arkivfoto). Destruktive bølger rammer kysten 13 - 15 gange pr. min. Vandet fra bølgen slår lige ned i havbunden, hvorved bølgens opskyl på stranden bliver ringe. Før opskyllet trækker sig tilbage, slår en ny bølge ned i havbunden (Se Figur 6). Den seneste bølges opskyl møder resterne af opskyllet fra den forrige. Stranden bliver herved konstant dækket af vand. På grund af strandens hældning mod havet udvaskes sand og grus, der forsvinder i havstokken. Stranden bliver smal og grov med masser af kedelige sten (dårlig badedstrand). Sådanne strande vil ofte søges sikret med høfter. Bølger og materialetransport
Hvis bølgerne roder i havbunden, hvad de ofte gør, og der samtidig er strøm, er der skabt grobund for materialetransport. Bølgerne roder i havbunden eller påvirker havbunden, når vanddybden er den halve bølgelængde (D<½L). Påvirkningen er fremkaldt af vandpartiklernes frem- og tilbagebevægelse, og er strømmen tilpas stor, sættes bundmaterialet i bevægelse. Da havets sandbund består af forskellige kornstørrelser, er ophvirvlingen på et bestemt tidspunkt bestemt af kornstørrelsen. Det er naturligvis sådan, at jo større kornstørrelse, jo mere strøm skal der til for at sætte kornene i bevægelse. Denne teori holder ikke helt for alle kornstørrelsers vedkommende, idet visse korn med en tilpas størrelse sættes hurtigere i bevægelse end mindre korn. Særligt bølgestrømme kan transportere virkeligt store materialemængder, hvilket ofte ses efter en kraftig blæst, hvor ikke alene kysten, men også bundforholdene har ændret sig totalt. En omstændighed som kystlivredderen må være særdeles opmærksom på. Materialevandringen foregår ofte tæt på kysten, men det kan let konstateres, at også store materialemængder forsvinder ud gennem hestehullerne (se afsnittet revler). Man har tæt på Frederikshavn konstateret materialevandring (se uddybende tillæg!) på 100 m3 i timen. Ja, ganske utroligt.
Ovenstående artikel, "Bølger", er tilgået redaktionen
fra gæsteskriver lektor H. C. Arnth Nielsen
|