(Dette site er en del af livredning.dk)

• Foreningen af Danske Redningsmænd & Forsvarsministeren
• Kystredningstjenestens organisatoriske forhold (af Jacob Pedersen)
• Samarbejde i Farvandsvæsenet
• Organisation
• Ledelse
• Økonomi
• Materiel
• Redningsvæsenets udvikling og status
• Historie og udvikling
• Materiel, personel og uddannelse
• BILAG1: Den indledende konsulentkommentar
• Kommentarer og afsluttende bemærkninger fra Urval analyse dec. 95
• Markedsføring: Hvorledes vurderes Farvandsvæsenets "Markedsføring"?
• Hvorledes vurderes Farvandsvæsenets vilje og evne til omstilling?
• Hvilke forventninger er der til Farvandsvæsenets indsats i de kommende år?
• BILAG2: Uddrag fra interviewrunde foretaget ved kystredningstjenesten jan. 1998
• Hvorledes opstilles drift for Kystredningstjenesten (KRT)
• Redningsmændenes arkitekttegninger til nye redningsstationer. (er på vej, red.,livredning.dk)
• Til hvem er rapporten sendt?

I farvandsvæsenet har der i længere tid foregået forhandlinger og arbejde med henblik på rulning af Den Blå Plan. Den første plan, der så dagens lys i november 1993 gældende til 2005 var et tilfredsstillende arbejdsredskab for en fornuftig udvikling og planlægning af Kystredningstjenestens virke.   
Det senere arbejde med planlægningen har efter vor mening ikke foregået på en måde, som er normalt kendetegnende for sådan en organisation.   
Redningsmændene føler, at beslutningen er taget og at de "kun" deltager for at gøre resultatet "spiseligt" for medlemmerne.   
På nuværende tidspunkt, hvor redningsmændene længe har påpeget svaghederne i Direktørens forslag, er situationen den, at vi ikke ved, hvilket udkast Direktøren vælger at præsentere for Ministeren.   
Fornemmelsen blandt redningsmændene er imidlertid den, at Direktørens forslag er af en sådan karakter, at der vil ske en stor svækkelse af det eksisterende beredskab, bl.a. med nedlæggelse af mange stationer.   
For ikke at sidde tilbage uden indflydelse på det endelige resultat, tillader vi os derfor at fremsende vores bud på, hvordan beredskabet kan se ud.   
Når vi føler, det er nødvendigt at blive hørt på denne måde, skyldes det, at de små justeringer og tilpasninger, der selvfølgelig må til i en plan fra 1993, efterhånden har taget karakter hen efetr en egentlig nedlæggelse af kystredningstjenesten.   
Hvis denne nedlæggelse så var begrundet i, at behovet for søredning var borte, kunne man se ideen i rulningerne. Det er imidlertid vores opfattelse, at nedlæggelser og besparelser langt hen ad vejen skal ses som ledelsens manglende evne til at få "Huset på Christianshavn" til at fungere, og for at få pengene til at passe, må der nedlægges stationer.   
Store bestræbelser på at finde årsagen til misiren, rapporter samt anbefalinger til at afhjælpe har kun medført yderligere bureaukrati og magtbrynje i Farvandsvæsenet.   
Kystredningstjenesten skal nu tilbage til fordums tider, hvor den var udstyret med egen ledelse med det fulde ansvar for drift og anskaffelser. Dette gælder for alle forvaltningsgrene, der nu er spredt ud over hele Farvandsvæsenet.   

Det rer vores ønske, at Ministeren læser vores rapport og lader denne indgå i overvejelserne om det fremtidige redningsvæsen i Danmark.   

Forslag til plan for Kystredningstjenesten   
Der er fra Foreningen af Danske Redningsmænd lagt vægt på at denne plan er lavet ud fra den betragtning, at alle stationer skal bevares og at ingen station i forhold til i dag må være dårligere stillet, hvad materiel angår.   

Der er også taget udgangspunkt i, at der bør bevares et troværdigt redningsberedskab til søs. Denne plan repræsenterer det minimum af materiel, der skal forefindes ved redningsstationerne for at disse kan opfylde de krav, som brugerne af redningsberedskabet i et moderne samfund måtte stille.   

Foreningen har også taget kontakt til en arkitekt, for at få en uvildig beregning af, hvad det ville koste at bygge garager og stationer, der opfylder redningsfolkenes behov. Der er taget udgangspunkt i, at alle redningsstationer skal have et nogenlunde ens udseende, her er der specielt tænkt på bygningerne i Thyborøn og Thorsminde, som står for det, der i folks bevidsthed repræsenterer en redningsstation.   
Vi mener Farvandsvæsenets priser for bygninger er alt for dyre.   
**   

Administrationen bestykkes med medarbejdere med den fornødne baggrundsviden for løsning af netop deres opgave i virksomheden.   

Kystredningstjenesten skal ikke udstyrel med en kostbar nybygningsafdeling som i Farvandsvæsenet, men udelukkende basere sine indkøb af materiel på eksterne ydelser.   

Endelig skal der i lighed med vore nabolande åbnes mulighed for private donationer.   
Denne opgave skal varetages på en professionel måde for herigennem at få tilført nødvendige ekstra ressourcer og give kystredningstjenesten større frihed til selvbestemmelse og drift af virksomheden.   

Disse fordele er efter vor bedste overbevisning ikke opnået, og vi tror heller ikke, at de nogensinde bliver det. Administrationen i Farvandsvæsenet bare vokser og vokser samtidig med, at de operative enheder bliver enten lukket eller indskrænket.   

Formålet med Kystredningstjenestens placering i Forsvarsministeriet skal sikkert findes i den antagelse, at en sådan placering ville være til gavn for det samlede SAR-beredskab.   

Denne fordel er efter Foreningens vurdering heller ikke opnået. Årsagen hertil er den, at der eksisterer et jalousi forhold mellem organisationerne i SAR-beredskabet om hvem der er mest berettiget til at udføre redningsopgaver i Danmark. I dette drama bliver en lille virksomhed som Kystredningstjenesten den mest udsatte part, og det har den fysiske konsekvens, at Kystredningstjenesten som virksomhed ikke bliver benyttet fuldt ud og til tider forsøgt gemt væk ved redningsaktioner og ulykker til søs.   

Det kan ikke være rigtigt at lukke en eneste redningsstation af økonomiske årsager vel vidende, at mennesker i lokalområderne således vil være overladt til deres egen skæbne i tilfælde af en ulykke til søs. Efter vor opfattelse kan en embedsmand i Farvandsvæsenet ikke lukke redningsstationer med mindre dette fuldt og helt er accepteret af de politikere, som har ansvaret for dette område.   

De såkaldte økonomiske problemer i Kystredningstjenesten skal findes ene og alene i en tilfældig og manglende planlægning krydret med en grundlæggende manglende forståelse for virksomhedens drift.   

Foreningen står uforstående overfor, at man angiver økonomien som årsag, det kan nævnes, at i Farvandsvæsenets økonomiske Hovedformål står kystredning for året 1998 budgetteret til 19.494.500 Kr. til lønninger og 9.753.00 Kr. til driften, det reelle tal for lønninger var 14.909.990 Kr. og for driften 7.482.977 Kr. Dette svarer til et mindre forbrug (på sammenlagt 6.654.500,-) end budgetteret, og ligeledes er kystredning beskåret fra 66 årsværk i 1996 til 63 årsværk i 1998.   

Dette påvirker Kystredningstjenesten i en meget negativ retning, specielt med hensyn til anskaffelser af materiel.   

I forsøg på at holde disse diverse personer i Farvandsvæsenets administration beskæftiget, med eller uden (mest uden) den fornødne ekspertise på området, beskæftiger Farvandsvæsenet til stadighed personale med at opfinde den dybe tallerken. Dette uagtet, at denne, som alle ved, kan købes andet steds og til en langt billigere anskaffelsespris.   

Farvandsvæsenet har igangsat et meget ambitiøst nybygningsprogram af redningsfartøjer til kystredningstjenesten. Dette program er helt og holdent produceret i Farvandsvæsenets regie. Dette på trods af, at der i alle landene omkring Danmark produceres og leveres redningsfartøjer af en meget høj kvalitet og til en langt lavere kostpris end den Kystredningstjenesten skal finansiere igennem indkøb gennem Farvandsvæsenet.   

Denne politik sammenholdt med en dårlig planlægning tynger Kystredningstjenestens økonomi i knæ.   

Som et eksempel kan gives bygning af MRB MORTEN STAGE, som til at begynde med var bufgetteret til en indkøbspris på ca. 5 mill. kr pr. fartøj, men er endt med at koste 18 mill. kr pr. fartøj - heri er interne årsværk i Farvandsvæsenet ikke medregnet.   

Fartøjet blev sat i produktion uden at Farvandsvæsenets ledelse havde fået afklaret, hvilken uddannelse det ville kræve at føre et sådant fartøj.    
--------   
--------   
Fartøjet blev sat i produktion uden at Farvandsvæsenet havde overvejet, hvor mange fastansatte redningsmænd, det yderligere ville kræve for at vedligeholde dette på frivillige redningsstationer.   

Det samme gælder for LRB-fartøjer til Kystredningstjenesten. For sent opdager man i Farvandsvæsenet, at disse fartøjer ikke kan løftes i kranerne på visse redningsstationer og at fartøjerne er udstyret med en fartbegrænsning ved for høj sø.   

Hvis vi skal købe en bil, er noget af det første man vil undersøge:   
#1 Har jeg kørekort   
#2 Passer bilen i garagen   
#3 Etc.   

I de næste mange år voksede kystredningsvæsenet og der blev bygget mange stationer, robåde og raketapparater. På sit højeste var der ved de danske kyster 75 redningsstationer incl. bistationer og 727 mand, alle frivillige.   

Alt dette blev først og fremmest startet op, fordi der var brug for det. Og dernæst var der i befolkningen et stort onske, som på den måde lagde pres på de daværende politikere.  

De redningsmænd, der blev ansat var alle lokalkendte, og alle var som omtalt frivillige med deres fuldtidsarbejde ved siden af. Alle var klar til at gå i aktion, når dette krævedes. Som i dag fik den frivillige for dette et mindre vederlag.  

I begyndelsen af 1900-tallet begyndte motorredningsbådene at erstatte de efterhånden forældede roredningsbåde.  

I begyndelsen af 1970'erne skete der en stor omvæltning for det danske kystredningsvæsen, der blev lagt ind under det, der dengang hed Farvandsdirektoratet.  

Antallet af stationer blev stærkt reduceret, nemlig til 26, og ligeledes blev mandskabet reduceret, for nu skulle der bygges nye og hurtigere redningsbåde. Stadig var bemandingen ved stationerne frivillige stedkendte folk, men indtrufne omstændigheder og en ulykke med RF2, gjorde at al modernisering gik i stå indtil sidst i 80'erne, hvor flere stationer blev lukket bl.a. på grund af at materiellet var blevet forældet.  

Som status er nu i 1999, er der 24 stationer, hvoraf 6 er lukningstruede, ca. 210 redningsfolk, hvoraf ca. 36 nu er fastansatte.  

Bilerne er UNIMOC og LANDROVER, alle terrængående udrykningskøretøjer udstyret med radar, navigationsudstyr, walky-talky, VHF, mobil telefon, bærbare VHF'ere, pyroteknik, raketapparater, flåde, båre, genoplivningsudstyr, medicinkiste med alt til nødbehandling, diverse udstyr samt en trailer med en mindre redningsbåd med påhængsmotor.  

Den lette redningsbåd (LRB) er en åben hurtig let redningsbåd, ca. 10 mtr. lang og udstyret med 2 stk motorer på tilsammen 630 HK samt waterjets. Båden er bygget til at operere inde mellem revlerne på helt lavt vand, og kan sejles på stranden. Farten er 35 knob. Der er plads til 12 siddende og 2 på båre. Af udstyr kan nævnes radar. Farten er 35 knob. Der er plads til 12 siddende og 2 på båre. Af udstyr kan nævnes radar, VHF, navigationsudstyr, plotter, vacuummadras, hypotermibåre, genoplivningskuffert, medicin og nødhjælpskuffert samt forskelligt udstyr til bjærgning af folk.  

De store både er fartøjer på ca. 17 mtr. og derover. Alle har 2 motorer på tilsammen godt 1500 HK. Farten er op til 21 knob. Bådene er udstyret med dobbelt af alt, og kan klare sig i enhver situation.  

Mandskabet består af i alt 210 mand, hvoraf ca. 35 er fuldtidsansatte, øgende til ca. 45 med indførslen af de nye mellemstore fartøjer. Resten er frivillige med tilkaldevagt.  
Alle har gennemgået følgende kurser:  

Førstehjælp, genoplivning og udvendig hjertemassage med ilt og sug. (bliver ofte repeteret).  

LRB 1 kursus. Dette foregår på offshore skolen på Fanø og omfatter sejlads i brændingszonen, kæntringsøvelser, brug af redningsudstyr samt psykologi.  
LRB 2 kursus., som er en overbygning af LRB 1.  
SAR 1 kursus omfattende eftersøgning, bl.a. simulator.  
SAR 2 kursus, som er en overbygning af SAR 1 på engelsk.  
Derudover har flere gennemgået kurser som sygdomsbehndler med bl.a. smertebehandling i tablet og sprøjteform, behamdling af sårskader, underbinding af overrevne vener samt syning af større sår.  
På alle kurser køres der repetitioner, og hvert kursus er af flere dages varighed.  
Hertil kommer selvfølgelig myndighedskrav som skippereksamen, radiocertificater, motorpasserprøver og kørekort til stor bil.  
Som noget af det vigtigste er alle mand opvokset tæt på den station, de er tilknyttet, og har derfor et meget stort kendskab til de lokale forhold på søen, såsom strøm, bund og besejlingsforhold under forskellige vejrmæssige omstændigheder.  

Udstyret på de enkelte redningsstationer er omfattende og dyrt (25-30 mill. kr.).  
Stationerne er klar til aktion døgnets 24 timer i 365 dage om året.  
Kystredningstjenesten har fulgt med i udviklingen af trafikken på søen, herunder lystsejlads spændende lige fra luftmadrasser til store yachter og for den erhvervsmæssige del bl.a. hurtigfærger, der dagligt i stort antal krydser de danske farvande.  

Der er ingen tvivl om, at kulturen indeholder en meget stærk binding mellem opgaver og personer, specielt ude i de lokale enheder. Denne stærke binding får på den ene side Farvandsvæsenet til at fremstå som en effektiv virksomhed, hvor tingene virker godt udadtil, medens det på den anden side giver store problemer indadtil i forbindelse med det daglige samarbejde.  

Det er velderfor ingen overraskelse, at kunderne i det store og hele vurderer Farvandsvæsenet positivt, medens de lokale har en til tider næsten modsat rettet opfattelse.  

Men selv om kunderne i et meget bredt omfang ser Farvandsvæsenet som en imødekommende, fleksibel og pragmatisk samarbejdspartner, så er der dog også en næsten generel opfattelse af Farvandsvæsenet som en noget tilbageholdende og relativt ukendt institution, der bærer præg af sin tilknytning på forsvarsområdet, både ved at høre under Forsvarsministeriet og ved at tælle et antal tidligere søofficerer blandt sine ansatte. Hertil kommer en vurdering af Farvandsvæsenet som en meget lillebror til det i sammenligning hermed meget store forsvar.  

De lokale enheder deler den mere negative opfattelse med kunderne. Hvad det positive angår, ligger det noget tungere, selvom det som en rød tråd går gennem samtlige interviews, at tingenre i en vid udstrækning dog bliver bragt til at virke hen ad vejen. Det skal her siges, at der i kulturen ligger indbygget en række forhold omkring samspillet mellem ledelse, medarbejdere og fagorganisationer, der på en eller anden måde er med til at få tingene til at gå trægt. Sagt på en anden måde er det ikke altid lige klart, hvem, der har indflydelse på hvad, eller hvem, der skal have det.  

Farvandsvæsenets organisation bærer også sin del af skylden, idet samspillet mellem specielt de lokale enheder og hovedkvarteret på Christianshavn ikke virker optimalt, fordi den valgte struktur nærmest modvirker dette. 

Sammenholdes dette med en noget diffus styring lokalt på Christianshavn, der bærer præg af en tung, hierarkisk opbygning, bliver det lettere at forstå, hvorfor Farvandsvæsenet har problemer på kommunikations- og ressourcesiden. Det er vanskeligt at opstille de mere overordnede mål, og samtidig udpege de ansvarlige herfor. 

Der bliver derfor tale om både en hård ressourceprioritering og en forceret ændring af en række forhold, hvilket næppe kan lade sig gøre for Farvandsvæsenet uden en afgørende hjælp og forståelse fra samtlige ansatte. 

Her er det imidlertid konsulentens opfattelse, art der endnu ikke er nok gang i de dialoger, der nødvendigvis må gennemføres meget hurtigt for at sikre Farvandsvæsenet en rimelig overgang og ro. Medvirkende hertil kan være det forhold, at medarbejderne både er meget høflige personer og samtidig så store individualister, at der for en udenforstående er tale om en langt større fragmentering end godt er. 

der er set fra konsulentens side således ingen tvivl om, at Farvandsvæsenet står over for en række meget store udfordringer, der går ud på følgende: 

1. En strammere prioritering af de indsatser, der gøres, samtidig med en udvidelse af virkefeltet, således at miljøovervågning også på en eller anden måde kommer med i biledet.
2. En bredere vægtning af indsatsen mellem de forskellige hovedområder samt en opstramning af det generelle kvalitetsniveau, specielt på det administrative område.
3. Etablering af nye og mere smidige samarbejdsaftaler med en række kunder og andre eksterne interessenter.
4. Tilpasning af Farvandsvæsenets struktur med henblik på at kunne få en bedre sammenhæng mellem hovedkvarteret på Christianshavn og de lokale enheder.

Markedsføring: Hvorledes vurderes Farvandsvæsenets "Markedsføring"? 

• Eksisterer stort set ikke
• Der kunne gøres meget mere
• Farvandsvæsenet er usynligt

• Viljen er nok større end evnen
• Da den nye direktør kom, var forventningerne store. Men der er ikke sket så meget siden, bortset fra, at organisationen igen er blevet ændret.
• Man lytter, taler og skriver meget, men gør lidt.

• At der bliver mere synlighed i ledelsen
• At direktøren gør noget mere for at markedsføre Farvandsvæsenet, som er et selvstændigt væsen og ikke en del af marinen.
• At bureaukratiet begrænses og ressourcerne i stedet går til operative enheder.
• At chefernes samarbejde forbedres på bekostning af "forsvaret af egne territorier".
• at selvforvaltningen styrkes reelt.
• At ´Farvandsvæsenet gør sig klart, hvordan udviklingen og nye opgaver kan kombineres i de kommende år, så institutionen ikke bliver opslugt af andre.

Der er ikke sammenhæng mellem det formelle ansvar for styring og kontrol af kystredningstjenesten og den faktuelle fordeling af ansvar og kompetence. Formelt har redningsinspektøren jævnfør sin stillingsbeskrivelse kompetencen og ansvaret for ledelsen af Kystredningstjenesten - herunder styring og kontrol af alle ressourcer der anvendes i forbindelse hermed. Reelt styres en stor del af den daglige drift af kystredningstjenesten af Materialeafdelingen, der administrerer drifts- og investeringsbudgetter stort set uden inddragelse af redningsinspektøren. Dette på trods af, at Materialeafdelingen formelt intet har med disse opgaver at gøre. 

Denne manglende sammenhæng mellem den formelle og den faktiske styring/ledelse af kystredningstjenesten medfører, at ansvarsområder og beslutningsprocesser fremstår som meget uklare, ligesom Farvandsvæsenets ledelse af kystredningstjenesten over for redningsstationerne og øvrige interessenter fremstår diffust. 

Endvidere medfører den manglende sammenhæng mellem den formelle og den faktiske ledelse af driften i Kystredningstjenesten, at ingen reelt føler ansvar for den samlede kontrol og opfølgning på ressourceforbruget såvel økonomisk som personalemæssigt i kystredningstjenesten (både fordelt på RST og samlet), hvorfor den samlede kontrol og opfølgning på ressourceforbruget i kystredningstjenesten synes at mangle totalt. Problemerne omkring den organisatoriske struktur bliver forstærket af uklar og ringe kommunikation mellem Redningsinspektionen, Materialeafdelingen og øvrige afdelinger, der har med Kystredningstjenesten at gøre. 

Vedrørende budgetteringen og opfølgning heraf på drifts- og investeringsudgifter ved RST varetages dette af Materialeafdelingen. Selve budgetteringen foretages ud fra en rammebetragtning, hvor de enkelte RST ikke direkte inddrages. Ligeledes er redningsinspektøren ikke direkte inddraget i budgetteringen, men kan dog fremkomme med ønsker i forbindelse hermed. 

Som opfølgning på Hundestedseminariet blev indført ugentlige møder mellem Materialeafdelingen og redningsinspektøren i et forsøg på at forbedre kommunikationen og koordinationen af den daglige drift af KRT. Der har dog været en tendens til at disse møder er begyndt at "løbe ud i sandet". 

I den daglige drift er det opfattelsen, at der findes to chefer for KRT - nemlig operativt redningsinspektøren og teknisk materialechefen. Redningsinspektøren opfatter farvandsdirektøren som chef for´ KRT, og vender som regel de fleste sager med denne. Der afholdes stort set aldrig møder mellem farvandsdirektøren, redningsinspektøren og materialechefen. 

I Materialeafdelingen er stort set alle medarbejdere inddraget i sager vedrørende driften af KRT- dog er det kun en bestemt person, der fuldt ud er afsat til dette arbejde. Det er ligeledes denne person, der er indgangsvinkel for RST til Materialeafdelingen. Denne person varetager således også behandlingen af rekvisitioner m.v. fra RST, idet der dog også kører noget gennem andre medarbejdere i Materialeafdelingen. Ansvaret for forbruget på konto 8611 er således ikke klart defineret. 
** 

• Direktøren for FRV
• SOK
• KGM
• Redningsstationerne
• Folketingets partier
• Fiskeriorganisationerne
• Lokale berørte myndigheder (lokalhøringen)