| Livredning.DK |
| I Kahunas’
Klæder
Om føje år kan amerikansk kystlivredning fejre 100 års fødselsdag med flashbacks der kaster andre en brand i sjælen. I takt med at de såkaldte red cars (strandbusser) bragte stadig flere mennesker til strandene, og strandbyerne udviklede sig, voksede behovet for bedre livredningsremedier. Man monterede klokker på robådene så livredderne, ved at kime, kunne få assistance fra andre livreddere i tilfælde af nød. Og flere steder blev der udlagt lange tove med flydebøjer så afkræftede svømmere kunne hvile sig dér, eller vente på en livredder. Brændingens
gud
Men også surfboards begyndte at spille en rolle i livredningsøjemed. Surf-riding havde jo oprindeligt været udøvet som et religiøst ritual, på Hawaii, hvorved urbefolkningen lovpriste Kahunas, som var brændingens gud. Beretningen randt i hu, da en af USA’s første kystlivreddere - den navnkundige George Freeth - forsøgte at “genindføre” og legitimere surfing som en sport. Freeth introducerede også the rescue paddleboard, der er et særligt surfbræt, hvorpå den undsættende kystlivredder m/k ligger på maven og padler sig frem til den nødstedte. Og tror man at den røde redningstorpedo er en filminstruktørs fikse påfund, ja så tager man fejl. For også her var George Freeth den opfindsomme. Folkelig
forankring
Under 1920’ernes højkonjunktur skød natklubber op langs kysterne som søanemoner i maj, og underholdnings-industrien tog til. Et nyt glamourøst image omkring det sydlige Californien og livredderne blev en følge heraf. Og blandt amerikanere kaldtes den afledte livsstil the bronze savage image, for nu var det pludselig blevet hipt at være solbrændt og sanselig frem for, som hidtil, bleg og blodfattig. Men livsstil eller ej, livreddernes folkelige forankring i det amerikanske samfund gav i det mindste god grobund for flere livredderjobs og dermed færre drukneulykker. Og dét er jo lige hvad det hele handler om. Højt hurra for det! Mangel på organisering af livreddere var det springende punkt i 1930’erne og den formelle uddannelse og træning skærpedes. Motoriserede køretøjer blev optaget på USCG’s materielliste og konkurrencer for kystlivreddere iværksat. Livredder-stafetter afholdtes, og der dystedes om retten til at kalde sig King of Surf. Ansigtsløftning
Under 2. verdenskrig var californiske kystlivreddere en stor hjælp for flåden. De blev nemlig en integreret del af U.D.T. (Underwater Demolition Team), der var et afsnit for militære undervandsprængninger og den slags. Her hjalp kystlivredderne med at rådgive og instruere i undervands-overlevelse. Visse strande blev endda lukket for offentligheden og anvendt til militære øvelsesformål. Og som det gik teknologien under krigen, fik også livredningsudstyret en ansigts-løftning. I 1956 sendte L.A. County Lifeguards et hold kystlivreddere til verdens første internationale Surf-Life-Saving-Competition, der afholdtes i Australien. Dette betød en fortræffelig mulighed for udveksling af sidste nyt inden for remedier, udstyr og livrednings-teknikker. Følgelig blev udvendig hjertemassage - på amerikansk, CPR - indført i L.A. County Lifeguard Program. Cykelstier
og boardwalks
1960’erne bød på en særlig junioruddannelse for juniorkyst-livreddere og strandene blev i samme periode rige på strand-faciliteter. Badegæster strømmede til i hobetal, for nu kunne de nemlig glæde sig over cykelstier og nye boardwalks (strandtivolies) på strandarealerne. Projekteringer der med dansk lov er utopi. 1970’erne berigede badestrandene med egne terrængående ambulancer og samtidig indførtes police beach patrols, noget der sikkert kunne inspirere Falck og politi ved vore større danske strande. Harpunens
hast
I dag anvendes højteknologisk udstyr og strømlinet beklædning som alle kender fra en populær TV-serie - og med harpunens hast gennem vandet, er man snart ude hos den forulykkede. Senest har USA’s kystlivreddere nydt godt af en udbygget organisering, og ridende på en evig bølge af folkelig opbakning, og med sans for det hele, lyder mottoet fortsat: Once a lifeguard, always a lifeguard ! ** Af
Torben Laurberg
|