Disse druknemaskiner ville være en Stephen King gyser værdig, mener Vesterhavs-kystlivredder efter farefuld færd ud mod horisonten:

“Oplevelsen var ti gange så pebret, som jeg først havde forestillet mig inde på stranden.”

Fra barnsben svirrer luften af makabre myter om mystiske hestehuller, der suger folk ud og væk, ned til druknedøden i dybet.        
Noget er der om snakken, men først en rask gang myteaflivning:        
Nej, det er ikke “understrøm”, der river de badende til havs. I jorden med den.        
Samme vej med myten om en “nedadgående strøm”:        
Gode og dårlige svømmere kan godt nok suges ud i hestehuller. Ikke ned. Går nogen ned på dybt vand, skyldes det en mistet flydeevne.        

Løkken er lunefuld        
“Og det siges ikke for tit: Strit ikke imod, når du hapses her. Det er ikke hysteri og pak-dig-selv-ind-i-vat. Det er sund fornuft. Flere har vovet livet i forgæves kamp imod strømmen, så redningsbåden måtte i. Tyskere og flæskestegsdanskere gøres der let kål på her. Svømmere som ikke-svømmere. Ja, selv TVs Jeppe Søe, der er en habil svømmer, kom nær galt afsted for nogle år siden i Løkken. Under en optagelse  spillede han beruset drukneoffer i hestehul efter ophold i natklub. Vesterhavets kystlivreddere skulle så med et kompakt kamerahold ombord i redningsbåden hale ham op af et frådende whitewater-hav, der gik amok. “Redningen” af den populære TV-host skulle absolut i kassen fra en vis vinkel med slagside - det var tæt på katastrofe. Fri af hestehullet og op i båden kom Hr. Søe da til sidst. Og heldigvis. Men kuldskær og forkommen. At Løkken er lunefuld, fik han at føle, og kunne så i sikkerhed og meget lettet rette på slipset.        
Optagelsen blev ikke desto mindre livagtig.       
Nej, følg strømmen ud, svøm parallelt med kysten indtil strømmen er ophørt. Så indad. Ethvert skolebarn har briefet mor og far om det - hvis ikke svømmeundervisningen da har slået fejl,” siger Vesterhavs-kystlivredderen Torben Bjerre.        
“Facts om hestehuller bør stå på havregrynspakkerne. Vi lever jo i et land med vand. Og der er sommer på vej.”        

Parallelstrøm        
Tit mærker badegæsten en “mystisk” strøm, der går parallelt med stranden. Parallelstrømmen. Mystisk for nogle måske, da de store bølger jo slår vinkelret ind på stranden.        
Heller ikke dét, er nogen “under-strøm”, som flere leksika forstandigt fremturer. Næ nej. Vesterhavets kystlivreddere siger, at det simpelthen er det opdæmmede vand fra før, som smyger sig parallelt med kysten, indtil det finder furen i revlen. Og så er det ud.        
“Dumdristige kan forvisse sig om rigtigheden, ved at lade sig drive med en parallelstrøm. Men drop det,” advarer Vesterhavs-kystlivredder Helga Gulisano.        

I. Det fikserede hestehul:        
Absolut Vesterhavets klassiske hestehul. Det findes kun ved sandstrande med en fordybning i revlen. Her ligger det fikseret, indtil brændingerne har udjævnet fordybningen med sand. Det “fikserede hestehul” kan ændre karakter og sted og helt forsvinde på en enkelt dag.        

II. Det permanente hestehul:        
Navnet skyldes den stationære forekomst ved store klipper, moler, større høfter og stenet havbund, fortæller de to Vesterhavs-kystlivreddere. Ved høfter og moler kaldes det permanente hestehul også “one-feeder-rip”, da parallelstrømmen hér kun kommer fra én side.        
Året rundt ændrer det “permanente hestehul” styrke efter brændingens størrelse. Og er det smalt og markant, så er det også kraftfuldt. Visse steder i Californien så kraftfuldt, at det ligefrem døbes efter kystens vej- og stednavne. Og så får det sit eget navneskilt i strandkanten og plottes på kort med særlige signaturer. Til advarsel og skræk.        

IV. Det rejsende hestehul:        
Det rejsende hestehul opstår ikke i en lokal passage i havbunden, som gængs er for hestehuller. Det er mobilt, og det dannes af en misk-mask af bølger og strøm. Slagsen kan illustreres som en vandret vandrende skypumpe. Og der er dømt urent trav. For med sin rejselystne suge-tragt, der i bredden måler ti-meter-og-træls eller mere - støvsuges let en 300 m stillehavs-strand totalt for svømmere. Fra den ene ende til den anden. Rub og stub. Far mor og børn. Og hund. “Levetiden” er på et par minutter. I Danmark optræder det kun i “light”-versionen med få ofre ad gangen.        
Togtet foregår i “lull-perioden”, perioden med de mange små bølger, som ligger og putter sig imellem de få usædvanligt store bølger. Det er et roligt tidsrum, hvor opdæmmet vand slipper let fri af kysten. Og ud. Og da det rejsende hestehul genfødes i intervaller i takt med “lullperioderne”, så aner strandens badegæster snart et mønster. En rytme. Så med en smule rettidig omhu er man forberedt på hvert ny rejsende hestehul.        

En atombombesky lagt ned. Sådan om et hestehuls horisontale silhuet. Strømmen kraftigst i “halsen”, der udspringer nær stranden og aftagende i “hovedet” ude ved revlens fjerne side.        
Ifølge kystlivredderne raser hestehullerne alene ved pålandsvind. Og er man i tvivl om deres vorden, bruges nogle livredder-vink:        
        

• Vand, der antager en let gråbrunlig farve forårsaget af ophvirvlet sand, tang og blandet bundmateriale.
• Overfladeskum, der tydeligvis ikke er fra brændingernes skumstriber, men ligner det brusende overfladevand, der ses efter en sejlende færge.
• Afbrudte skumstriber: Bølger knækker ved det “kritiske punkt”. Det er, hvor vanddybden er på ca. 1,3 gange bølgehøjden. Derfor skumstriberne. Sidder man så inde på stranden og glor ud i havet og opdager, at en skumstribe er afbrudt, så er der nok længere ned til havbunden end de 1,3 gange bølgehøjden. Måske der dér så er en fordybning i revlen. Et hestehul. Desværre tiltrækkes mange badegæster af et sådant sted på revlen, der er uden brænding og skumstribelinie. De tror, de har valgt det roligste sted at svømme. Det fortryder de.
• Ophvirvlet tang, som “på mystisk vis” flyder med strømmen udad, modsat bølgefronten.
• Kruset overfladevand uanset at vandet omkring er roligt. Dette vink er ofte intet værd, da kruset vand dårligt ses i krap sø, hvor hestehullet for alvor er sultent.

LIVREDNING.DK SPECIAL NYT  VIDEO/AUDIO ARANCIA redningsbåd Rügen-Binz kystlivredderne  FLERE BERETNINGER Kystlivredder 2001 - Beretning af Christian Høgh Aziz Virkelighedens Baywatch - Beretning af Høyer-Kruse & Hede Simonsen Rødhus 2001 - Beretning af Jeppe Bredahl Pedersen En Verden til Forskel - Beret- ning af Bianca Carstensen  EKSTRA INFORMATION BEACH-kørestole Animation af hestehul RID-faktoren: En lumsk drukneårsag  RESOURCES Lær kystlivreddernes SIGNALFLAG at kende NY livredningsbog Online Debat Forum

“Straks greb jeg stroppen på min redningstorpedo, og besluttede mig for at svømme derud for at se, hvordan det var fat med ham. Tiden var knap, og der var langt derud. For hurtigst at nå derud løb jeg først lidt ned ad stranden til et sted, tæt på, hvor jeg vidste, at der i dagens løb var dannet et fikseret hestehul - med en hidsig udadgående strøm. Altså et rigtigt godt gammeldags brøl af et hestehul.        
Jeg blev straks opslugt af parallel-strømmen og så ført 10-15 m nordpå langs kysten. Så drejede strømmen med ét udad, og jeg var på vej væk, væk fra land. Det gik stærkt - næsten som at blive revet ud med magisk kraft af stephenkingske dimensioner, som jeg plejer at sige. Retningen var stik modsat bølger og blæst. Lidt var det som at tumle afsted, væk fra stranden, i en usynlig kraftfuld flod med stærk strøm - en isnende fornem-melse. Og så igen. Det var jo ikke det, at jeg ikke vidste, hvad jeg gik ind til, det var snarere det, at oplevelsen var ti gange så pebret som jeg først havde forestillet mig inde på stranden, ret wierd var det. Et adrenalinkick à la hvem-ved-hvad,” forklarer Vesterhavs-kystlivredderen og fortsætter: 

Fribillet til druknedøden        
“Den forulykkede surfer var tydeligvis mærket af sin situation og også glad for at se mig. Takket være hestehullet tog udturen vel små 2 minutter. Det var ikke helt uden skræk, men absolut den eneste gang, at jeg har oplevet et hestehul som noget positivt. Som et transportmiddel. Ikke desto mindre har jeg nu på egen krop følt et vesterhavs-hestehul, der vil noget, og fået en oplevelse, man ikke sådan slipper,” forsikrer den 190 cm høje kystlivredder. Og lader ane en charme ved havets omskiftelighed fra dag til dag.        
“Bedst som man tror, havet ligger i dvale, rejser det sig,” siger han.        
“Boardet var kaput. Det tog sin tid at få bakset det ind til stranden. Efter strabadserne sad vi og snakkede tysk indendøre ved livreddertårnet. Og så var det godt med lidt varm te fra Trangia-sættet, dæmpet musik fra Løkken Lokalradio og Bastogne-kiks. Musikken var vistnok et lytterønske fra Saltum-postens livreddere. Det dulmer alt sammen. Lidt senere var der næsten vindstille og høj sol,” beretter Vesterhavs-kystlivredderen.        
Og de læsere, der stadig hænger på, bør vide, at han under ingen omstændigheder anbefaler andre at ty til hestehuller som befordringsmiddel:        
“Det bliver let en fribillet til druknedøden,” siger han om oplevelsen, der varede et øjeblik og gav stof udi det uendelige.       

• Samtale med kystlivreddere fra Kystlivredder Korpset, april 1998
• The United States Lifesaving Association: “Manual of Open Water Lifesaving” by B Chris Brewster, editor; Brady Prentice Hall; 1995; ISBN 0-8359-4919-2
• Bascom, Willard: “Waves and Beaches”, New York: Doubleday, 1980

The Royal Life Saving Society U.K.: “Lifesaving” by David Eaton, editor; 5th edition 1990; ISBN 0-907082-59-9